Vanedannende medicin
Forbruget af vanedannende medicin (sovemedicin, beroligende medicin
og morfinpræparater) er for højt i Danmark. Sundhedsstyrelsen har fokus
på området og anbefaler:
Sovemedicin bør kun bruges 1-2 uger.
Beroligende medicin kun i 4 uger.
Stærk smertestillende medicin i en så kort periode som muligt.
Årsagen er, at virkningen aftager efter kort tids brug. Herefter er
der kun bivirkningerne tilbage – svimmelhed, døsighed, konfusion,
faldtendens, hukommelses- og koncentrationsbesvær. Medicinen er
vanedannende, kroppen bliver afhængig af den. Man får trang til stoffet.
Efter relativt kort tids forbrug, vil et brat ophør med medicinen give
abstinenser (uro, angst, søvnløshed mm).
Receptfornyelse på sovemedicin, beroligende samt stærk, smertestillende medicin
Recepter på medicinen kan kun laves/fornys ved personligt
fremmøde i klinikken, og der skal bestilles tid til alle
receptbestillinger/-fornyelser.
To gange årligt skal der bestilles tid hos lægen, hvor der lægges en behandlingsplan for den vanedannende medicin.
Når der med lægen laves en behandlingsplan, kan fremtidigt behov drøftes og evt. langsom aftrapning planlægges.
Andre læger eller lægevagten må ikke forny disse typer af recepter, så hold øje med lukkedage/ferielukning i klinikken.